
Så lakker Lotusphere mod enden og de sidste sessioner er mest for nørder. Med et par enkelte undtagelser. Jeg har netop til morges set den beste præsentation af Social Business og hvorfor det giver mening. Helt ned på jorden i en snak om vidensdeling og vores elskede og hadede indboks' mangler i henhold til en fornuftig deling af viden og indhold (content).
Nedenfor følger et eksempel tyvagtigt inspireret af præsentationen:
Jeg har netop udarbejdet en i mine øje spændende og tæt på genial aktivitetsplan for et marketingprojekt. Jeg tager min fine word-fil og sender til min chef - og lige til en kollega der også har en interesse i dette. Derudover, fordi jeg har lært lidt om vidensdeling, ligger jeg det på et eller andet shared drev. Så nu findes dokumentet i min chefs og min kollegas mail, i min sendt folder samt på et shared drev. Min chef gemmer den lokalt for at rette den lidt til og ligger den så ud på et shared drev samt sender den retur.
Nu har vi så dokumentet 5-6 steder og ingen ved rigtigt hvilket der er det seneste. Alle disse områder tages der back-up af så vi kan gange med 2.
Nu skal yderligere en kollega så lige have dokumentet.... E-mail!! 4 uger senere skal vi bruge dokumentet, men hvilket et er det rigtige - jeg tror lige jeg sender en mail ud med den seneste version jeg har - bare for en sikkerheds skyld...
Og hvad var det nu mine kollager havde af kommentarer? Sender lige en mail...
Nu bliver vi vist nød til at holde et møde for at få styr på alle detaljerne!
Det er så den produktivitet vi har fået ud af vores mail. Hatten af for IBM og andre der sælger backup og storage. Dette er selvfølgelig sat på spidsen, men med social software og de muligheder det bringer med sig kan dette og meget andet måske gøres mere elegant.
Hvis jeg i stedet havde havde lagt dokumentet på vores Connection server og linket til dokumentet i min microblog (og evt. sendt en mail til min chef) ville det gøre følgende:
Jeg ville kunne dele det med flere af mine kollegaer som ville kunne kigge på det hvis de fandt det interesant. Også folk som jeg ikke lige viste havde en interesse i emnet.
Jeg ville kunne linke dokumentet til et community for at samarbejde omkring det i en mere eller mindre lukket kreds, men til gengæld i en relevant kontekst.
Jeg kunne sætte tags (nøgleord) på det så folk kunne søge fornuftigt på det.
Folk ville kunne kommentere på dokumentet - diskutere indholdet. En diskusion som efterfølgende er linket til dokumentet.
Folk ville kunne rette i det - og først her evt. skabe en ny version. Den gamle vi dog fortsat være tilgængelig centralt.
Jeg ville kunne se hvem der har download'et en specific version.
Min viden og andres viden vil via deres kommentarer omkring emnet pludseligt være synligt for andre i organisationen. Ikke fanget i de 40 mails vi har sendt frem og tilbage.
Og der er kun et aktivt dokument og vi kan alle se hvilket er det nyeste, samt se de gamle hvis vi vil.
Det giver da lidt mening og så er dette kun en del af alle de muligheder der er i disse løsninger. F.eks. hvad hvis nogen forlader virksomheden og nye kommen til.. Så er tingene tilgængelige.
Hvad med det input fra folk som jeg ikke umiddelbart ville have inkluderet på min mail! De er måske bedre end min chefs - det er faktisk meget sandsynligt ;-)
Og hvorfor et dokument og ikke en wiki!
Og hvad med de x antal Terabits vi nu ikke skal tage backup af! Så er der også lidt til CO2 regnskabet.
Som en af vores kloge partnere kommenterede så er der jo ikke så meget nyt i dette. Det er jo videndeling med IT side 1. Jeg tror dog vi blev enige om, at forskellen ligger i at vi nu har nogle værktøjer som er meget nemme at bruge. Folk bruger dem allerede privat (facebook, linkedin, twitter mm.) Løsningernes udforming gør at vi ikke skal tænke og uddannes i en eller andet mere eller mindre gennemskuelig taksonomi for placering af vores content. Brugerne er allerede uddannet i brugen via f.eks. Facebook der har ca. 800 milioner brugere. Teknologien bliver mere og mere integrerede og flettet sammen med hjælpe fra internettet og ikke mindst de mobile enheder.
Muligheden skabes af en kombination af tilgængelighed, genkendelighed og en nødvendighed. Nødvendigheden af at skulle gøre tingene smartere for ikke at drukne i ligegyldige strømme af e-mails samt halvdårlige og ufuldstændige søgninger efter indhold og "eksperter".
Holder ovenstående... tja det kommer nok meget an på om vi tager den social medie kultur vi har i det mere private univers med os ind i vores arbejdsliv. Og om vi får lov. Altså stiller virksomheden disse værktøjer til rådighed og er disse løsninger gode nok. Men hvorfor dog ikke!
Efter en uge på Lotusphere ser det meget ud som om virksomhederne begynder at se mulighederne og derfor i vidt omfang begynder at bruge disse løsninger. Lad os bare nævne nogle af de mange reference cases vi har set i denne uge; BASF, Bayer Baterial Science, Det Hollandske Skattevæsen, CEMEX, MIT, Childrens Hospital Boston, Caterpillar, Continental AG, Electrolux, Leaseplan, BNP Paribas Bank og sikkert flere jeg har overset.
Mange ikke ubetydelige virksomheder som helt sikkert påvirker andre via deres (Sociale) netværk.
Et nærliggende spørgsmål trænger sig på når man nu netop er på Lotusphere: Bruger alle disse Lotus Notes til deres e-mail...
I henhold til ovenstående er hele den diskusion om farven på din mail jo temmelig irrelevant. E-mail vil sikkert fortsat spille en stor rolle, men nok mere som et -kva fortiden - nødvendigt element og ikke den fremtidige kerne.
Så hvem har faktisk lyst til at være den største indenfor et forældet paradigme med teknologi der hæmmer og begrænser mere end det udvikler og fornyer... Okay der fik den måske lige lidt i overkanten, men e-mail er næppe fremtidens samarbejdsplatform. Jeg tror jeg sætter mine penge på Social Software i en eller anden form...
PS. Prøv også at tænk på hvad BI-løsninger som SPSS og Cognos kan få ud af at kværne alle de nu tilgængelige data igennem for mærkelige sammenhænge og aggregere data til viden. Hvis det ikke var så umådeligt fascinerende ville det være skræmmende...Socialytics...
Uffe - Lotusphere, Orlando... over and out
